Hugormen er en kort, plump slange sammenlignet med den slanke, elegante snog, Natrix natrix. Den længste, danske hugorm målte 81 cm. Hugormen bliver størst længst mod nord.

De fleste hugorme kan kendes på den sorte zigzagstribe ned langs ryggen. Hannerne har normalt grå bundfarve, mens hunners bundfarve er brun. Sorte hugorme kendes fra snoge på kropsformen, og snogen kendes på de gule nakkepletter, men det sker, at sorte hugorme kan have en lys, hvidlig tegning i nakken. Hugormen virker også kortere og mere plump sammenlignet med snogen. Fra stålormen, Anguis fragilis, kendes hugorm og snog på de tværstillede bugskinner, mens stålormen har små skæl over hele kroppen, også på bugen.

Hugormen skifter ham 1-3 gange om året. På den afskudte ham ses skællene tydeligt, og hvis hugormen har haft zigzagstribe, kan den også ses. I øvrigt kendes hugormens afskudte ham på, at skællet over kloakken (kønsåbningen) er udelt, mens det hos snogen er delt.

Udbredelse

Hugormen findes i det meste af Danmark, men mangler på øerne i Det sydfynske Øhav, på Samsø, Sejerø, Rømø og Als. Den er sjælden på Lolland-Falster og i det vestlige Sjælland.

Hugormen er en af de mest udbredte slanger. Den findes i det meste af Europa fra Pyrenæerne og Alperne til det nordlige Skandinavien og i et bånd fra England i vest og tværs over Rusland til Kamtjatka i øst.

Levesteder

Overvintringsstederne er hulrum i jorden på sydvendte skråninger. De bruges generation efter generation. Efter nogle få solrige dage om foråret kommer hugormene frem og soler sig omkring overvintringsstedet. Efter vinterdvalen begiver hunnerne sig til parringsområdet, der er et sydvendt område i nærheden af overvintringsstedet.

Efter parringstiden vandrer hugormene til sommerkvartererne, dog ikke de hunner, som har parret sig. De bliver i parringsområdet sommeren igennem. Sommerkvarteret skal indeholde buske, så hugormene kan søge skjul og søge i skygge, hvis de bliver for varme. Det skal naturligvis også indeholde en passende bestand af byttedyr. De enkelte individer vender tilbage til det samme overvintringssted, parringsområde og sommerkvarter år efter år. Hugormen foretrækker især næringsfattige områder som klitter, heder, plantager og moser. Arten kan lokalt være ganske talrig.

Biologi

Hannerne kommer frem i begyndelsen af marts, og hunnerne omkring en måned senere. Parringstiden ligger i april-maj og varer en måneds tid.

Når hannerne kommer frem om foråret, solbader de en tid for at modne sædcellerne. Derefter skifter de hud (ham) og bliver meget klarere i farverne. Samtidig kommer hunnerne frem og vandrer til parringsstederne. De afsætter duftspor, som følges af hannerne. I parringsområdet kan der på samme tid befinde sig mange hugorme. Hannerne kan undertiden slås om hunnerne. Først derefter begynder hannerne at tage føde til sig, mens hunnerne æder, inden de bliver drægtige. Ægløsningen sker omkring 1. juni, og fødslerne fra begyndelsen af august.

Hanner, som ikke har fået tilstrækkelig med føde inden dvalen, og hunner, som har født unger det foregående år, opgiver oftest at yngle og vandrer i stedet direkte til sommeropholdsstedet.

Hugormene begynder vandringen til dvalestedet i september-oktober og går i dvale omkring 1. november.

Når hugormen fanger mus, kan det ske enten ved, at en mus tilfældigvis kommer i nærheden af hugormen, eller at hugormen opdager et duftspor fra en mus og følger det. Hugormen bider musen med et hurtigt hug og sprøjter gift ind. Musen løber, men dør som regel i løbet af et par minutter. Hugormen har fulgt dens spor og sluger den nu med hovedet først. Frøer og firben er immune over for hugormegift. De holdes fast med tænderne og sluges levende. Hugormen kan også tage fugleunger og kravler undertiden op i træer og buske og tømmer fuglereder. Små hugormeunger æder især firben, små frøer og unger af stålorm. Større unger går efterhånden over til mindre pattedyr som museunger og spidsmus. De voksne lever især af mus. På en sommer æder en voksen hugorm, hvad der svarer til omkring 25 mus.

Længde: Hanner 34-81 cm, hunner 42-104 cm

Parringstid: Ultimo april til primo maj

Formering: Æggene ruges i kroppen

Fødselsperiode: August

Antal unger: Normalt 8-12 stk., op til 21 er set

Levetid (max): Mindst 9 år i naturen

Udbredelse, verden: Fra Nord- og Mellemeuropa gennem Rusland til Kamtjatka

Udbredelse, Danmark: Det meste af landet, mangler dog på flere øer

Bestand: Almindelig

Beskyttelse: Fredet

Fjender: Voksne tages af pindsvin, krage, musvåge, lækat (hermelin), ilder, kat, grævling, fasan m.fl.

Foto: Valdemar R. Egelund

Snogen kendes på den slanke kropsform og de lyse, halvmåneformede nakkepletter, der kan være hvidlige, gule eller orange. Kropsfarven varierer fra gråsort til kulsort. Sorte hugorme skelnes fra snoge på deres mere plumpe kropsform. De kan i sjældne tilfælde have en lys tegning i nakken, mens snoge i lige så sjældne tilfælde helt kan mangle de lyse nakkepletter. Snogen skifter ham et par gange om året. En afskudt snogeham kan kendes på, at bugskællet, der dækker kloakken (kønsåbning), er delt.

Snogen er Danmarks længste slange. Hunnerne bliver størst, og Danmarksrekorden er 132 cm.

Udbredelse

Snogen findes næsten overalt i Danmark, men er meget sjælden nord for Limfjorden og i dele af Vestjylland. Den mangler på en del øer.

Snogen er udbredt over hele Europa, bortset fra Irland og Skotland. Nordgrænsen ligger i Sydnorge og Mellemsverige. Mod øst findes den til Bajkalsøen. Endelig findes den langs Marokkos Middelhavskyst.

Levesteder

Snogen foretrækker vådområder, men findes også i mere tørre omgivelser som heder og skove. Levestedet skal være varieret med både lav og høj vegetation og adgang til vand. Desuden kræver snogen, at der skal være et fugtigt og samtidig varmt sted, hvor æggene kan lægges. Det kan være i opskyllet plantemateriale ved bredden af søer og vandløb. Desuden bruges møddinger, kompostbunker og halmstakke, hvor æggene kan ruges af gæringsvarmen.

Snogen er ikke så afhængig af en høj kropstemperatur som de fleste andre af vore krybdyr. Det hænger muligvis sammen med, at den ofte går i vandet og dermed hurtigt får vandets temperatur. Da snogen kan være aktiv ved ret lave temperaturer, betyder det, at den også kan være i aktivitet om natten. Det har den fordel, at den kan jage frøer, som er talrige i yngledammene om natten. Snoge er ellers mest aktive sent på eftermiddagen, hvor vandtemperaturen er højest.

Biologi

Hannerne kommer frem fra dvalen fra slutningen af marts. Den følgende måneds tid soler de sig for at modne sædcellerne. Derefter skifter de ham. Samtidig kommer hunnerne frem. Parringen foregår normalt i begyndelsen af maj, men kan også ske i lune sensomre i september-oktober nær dvalestedet.

Hunnerne bliver ofte opdaget af hannerne, når de i april kommer frem fra overvintringsstedet. En hun kan da være omgivet af adskillige hanner, som forsøger at komme til at lægge sig udstrakt op ad hende. Hvis hun ikke er villig, ruller hun sig sammen, så hannerne ikke kan komme til. Parringen varer nogle timer, hvor parret ikke kan skilles ad, selvom de bliver forstyrret.

Æggene lægges et par måneder senere. Hunnen borer sig ind i den bunke af materiale, som hun har udset sig som æglægningssted. Det kan være en kompostbunke, en mødding eller et andet sted med god naturlig varme. Æggene lægges mindst 15 cm inde i bunken. Kuldet er i gennemsnit på 13 æg, men varierer fra 2 til 60 æg, afhængigt af hunnens størrelse og kondition. Snogehunnen lægger æg hvert år. Hvis det har været knapt med føde, bliver ægkuldet tilsvarende mindre.

Snogeunger lever skjult. Hvis vejret er varmt, tager de føde til sig. Ellers går de straks i dvale. De vokser 10-15 cm pr. år. Hanner er kønsmodne, når de er omkring en halv meter, dvs. efter deres tredje vinter, mens hunner først bliver kønsmodne, når de er et år ældre.

Snogene vender tilbage til vinterkvarteret i august-september. Vinterdvalen påbegyndes fra slutningen af september til lidt ind i oktober.

Voksne snoge på mere end 80 cm lever især af voksne frøer og tudser. De kan også tage fisk og firben. Unger æder regnorme, nøgne snegle, haletudser og fiskeyngel. Større individer tager især unge frøer. Snogen opdager kun et bytte, som bevæger sig. En frø, der sidder stille, bliver først opdaget, når snogen er så tæt på, at den kan lugte den.

Længde: Hanner 50-90 cm, hunner 60-142 cm

Parringstid: April-maj og september-oktober

Formering: Æglæggende

Æglægning: Juli

Antal æg: 13 æg

Æg klækkes: September

Levetid (max): 23 år i naturen

Udbredelse, verden: Europa mod nord til det sydlige Norge, Mellemsverige og Sydfinland

Udbredelse, Danmark: Det meste af landet, mangler dog på flere øer

Bestand: Fredet. Gullistet som opmærksomhedskrævende

Beskyttelse: Voksne tages af pindsvin, krage, musvåge, lækat (hermelin), ilder, kat, grævling, fasan m.fl.

Fjender: Tages af krage, musvåge, storke, fiskehejre, ilder, kat, ræv, grævling, solsort m.fl.

Foto: Valdemar R. Egelund

Almindeligt firben har en slank og spinkel krop og korte ben. Dyret virker derfor ret fladtrykt. Hovedet er også fladtrykt og jævnt tilspidset, så det ovenfra virker trekantet. Farven er brunlig med lyse og mørke tværbånd og længdestriber. Hannen er kraftigt gul på undersiden, mens hunnen er cremefarvet eller blålig. Arten skelnes fra markfirbenet bl.a. på det fladtrykte hoved og på at mangle markfirbenets hvide linje af punkter ned langs ryggen. Desuden er kløerne hos almindeligt firben af samme længde på for- og bagfødder, mens markfirbenet har tydeligt længere og krummere kløer på forfødderne.

Firben skelnes fra salamandre ved at de har skæl ligesom andre krybdyr.

Firben har mange fjender. Angribes de, kan de smide halen, som knækker i særlige brudflader i en række halehvirvler. Mens halen ligger og vrider sig, får firbenet en chance for at slippe væk. En ny hale vokser ud i løbet af nogle måneder.

Udbredelse

Almindeligt firben findes i et bredt bælte gennem Europa og Asien fra Irland i vest til Sakhalin-halvøen i øst og mod syd til Makedonien og det nordlige Spanien og Italien. Almindeligt firben er udbredt og almindeligt i hele Danmark, men mangler på enkelte øer.

Levesteder

Almindeligt firben findes i alle former for uopdyrkede områder. Det kræver, at der både er solbeskinnede og skyggefulde steder, da det hele tiden skal regulere sin kropstemperatur hen imod den optimale på 33° C. Er kropstemperaturen lavere, solbader det. Er den højere, søger det skygge. Randzoner, hvor soleksponeret græs ligger op til et skyggefuldt krat, er derfor et foretrukket levested. Almindeligt firben findes oftere i fugtige områder end markfirbenet. Vinteren tilbringes i frostfri dybde på dvalesteder, som opsøges år efter år. Dvalestedet ligger ofte i et sydvendt skovbryn.

Biologi

Krybdyr har indre befrugtning. Parringstiden varer ca. 14 dage. Hver hun er kun modtagelig for parring nogle få dage. Hvis en han opdager en hun, bider han sig straks fast i hende. Hvis hun ikke modsætter sig, finder parringen sted. Den tager en halv times tid. Hunnen parrer sig flere gange, mens hun er modtagelig. At en hun har været parret kan ses på et hesteskoformet mærke nær bagbenene efter hannens bid. Mens hunnen er gravid, forsøger hun at opretholde en kropstemperatur på 27-32° C. Ungerne fødes i en gennemsigtig æghinde, som ungen bryder ud af i løbet af et kvarters tid. Fødslen sker i juli-august. Kuldet er normalt på 5-7 unger, men kan variere fra en enkelt til 12 unger. De nyfødte unger er ca. 20 mm lange og vokser til 25-30 mm, inden de går i dvale. Hanner bliver kønsmodne efter et par år, mens hunner gerne er et år ældre.

De første hanner går af dvale i begyndelsen af marts, og de sidste er fremme omkring 1. april. De solbader meget for at modne sæden. Hunnerne kommer frem i slutningen af april, hvorefter parringerne foregår. Ungerne fødes fra sidst i juli til først i august. Dvalen begynder for de fleste dyrs vedkommende i sidste halvdel af september, men der kan være dyr fremme så sent som omkring 1. november.

Både voksne og unger æder smådyr, især insekter. Byttestørrelsen ligger i området 1-15 mm. De vigtigste fødeemner er bladlus og edderkopper.

Fakta                 

Længde, han: Krop 39-60 mm, hale 62-96 mm

Længde, hun: Krop 40-74 mm, hale 56-104 mm

Parringsperiode: 14 dage fra ultimo april til primo maj

Formering: Æggene ruges i kroppen

Fødsel: Juli-august

Antal unger/kuld: 5-7 unger/kuld, 1 kuld/år

Levetid (evt. max): 9 år i naturen

Udbredelse, verden: I et bredt bælte gennem Europa og Asien

Udbredelse, Danmark: Udbredt og almindeligt i hele Danmark

Beskyttelse: Fredet. Må dog samles ind i begrænset omfang til brug for undervisning eller forskning

Fjender: Ræve, grævlinger, fasaner, katte, hugorme, tårnfalke, ugler, tornskader m.fl.

Andre navne: Skovfirben

Foto: Valdemar R. Egelund

Markfirbenet har et ret højt og sammentrykt hoved. Kløerne på forfødderne er 1½ gang så lange som på bagfødderne. Fra april til juni er hannerne grønne på kroppens sider. Ellers er grundfarven brunlig med mørke pletter med “øjne”. Ned langs ryggen ses en linje af hvide punkter.

Markfirbenet er væsentligt kraftigere bygget end almindeligt firben, som det bl.a. adskiller sig fra ved at forfødderne har længere og krummere kløer end bagfødderne, det sammentrykte hoved og de hvide punkter ned langs ryggen.

Hvis markfirbenet angribes af en fjende, kan det smide halen. Der sidder brudzoner i flere af halehvirvlerne, så de kan knække ved sammentrækning af muskler. Da den afbrækkede hale ligger og vrider sig i lang tid, kan det aflede rovdyrets opmærksomhed, så firbenet får en chance for at slippe væk.

Udbredelse

Markfirben forekommer i et bredt bælte gennem Europa og Asien afgrænset af Frankrig i vest og Bajkalsøen i øst. Mod nord er grænsen for udbredelse en juli-temperatur 16° C, dvs. at markfirben findes i Sydengland, Mellemsverige og de baltiske lande. Sydgrænsen følger de europæiske bjergkæder.

Markfirbenet findes i alle landsdele her i landet, dog ikke på Læsø og det meste af Lolland-Falster. Arten er dog sjælden i visse dele af Jylland.

Levesteder

Da markfirbenet lægger æg i en hule, som graves i jorden, lever det på steder, hvor der kan graves, og hvor solvarmen kan udruge æggene. Det kan være i klitter, i hedeterræn, på bakker, i grusgrave og på sydvendte baneskråninger. Området skal indeholde steder med bar jord. Markfirben har tendens til at leve i grupper, kolonier. Hvert individ har et hul, som det overnatter i.

De voksne firben går i dvale i september, mens de nye unger i solrige efterår kan være aktive til langt ind i oktober. Dvalen foregår i dybe gange, som firbenet selv graver, i helt ned til 1,5 meters dybde.

Biologi

Hannerne kommer frem af vinterdvalen i april. De solbader i den første tid for at modne sædcellerne. Lidt senere følger de unge firben, og i maj kommer hunnerne frem, hvorefter parringerne foregår. Hannen følger hunnen i parringstiden og prøver på at forhindre andre hanner i at parre sig med hende. Efter parringerne solbader hunnerne for at modne æggene. Æggene lægges i juni. Forinden har hunnen gravet en hule i sand eller jord, hvori æggene lægges, som regel i 7-10 centimeters dybde. De må ikke ligge for dybt, så solvarmen ikke når ned til dem, og ikke for højt, så de tørrer ud. Ved optimal temperatur klækker æggene efter 70-80 dage. Ungerne er ca. 27 mm lange ved klækningen og når at vokse lidt inden vinterdvalen. Hunner, som lægger æg meget tidligt, kan nå at lægge endnu et kuld midt i juli.

Markfirbenet æder alt, hvad det kan overmande, men især insekter som græshopper, sommerfuglelarver og biller. Kannibalisme kan forekomme.

Fakta                 

Længde, han: Krop 60-80 mm, hale 90-120 mm

Længde, hun: Krop 70-90 mm, hale 91-117 mm

Parringsperiode: Maj

Formering: Æglæggende

Æglægning: Juni

Æg klækkes: Fra medio august til primo september

Antal unger/kuld: 6-14 æg/kuld, 1-2 kuld/år

Udbredelse, verden: I et bredt bælte gennem Europa og Asien

Udbredelse, Danmark: Udbredt i det meste af landet, men er sjælden visse steder

Beskyttelse: Markfirbenet er fredet. Det må ikke samles ind eller slås ihjel

Fjender: Ræv, grævling, fasan, kat, hugorm, tårnfalk, ugler, tornskade m.fl.

Foto: Valdemar R. Egelund

Stålormen er en øgle ligesom firben. Den mangler dog lemmer ligesom slanger, men kendes fra disse på at have små skæl over det hele – også på bugsiden, hvor slanger har tværstillede bugskinner. I modsætning til slanger har stålormen øjenlåg og kan lukke øjnene. Farven er oftest brunlig eller grålig. Ryggen kan være blankt kobberfarvet. Stålorme føles hårde og stive, fordi der ligger benplader under skællene.

De to køn kan normalt skelnes på hannens mere trekantede hoved. Hunnens farvetegning er generelt mere kobberbrun, ligesom grænsen mellem den lyse overside og mørke underside er mere skarpt afgrænset. Desuden har hunnen ofte en smal mørk stribe langs midten af kroppen.

Når stålormen fanges i hånden, skider den ofte, og så kan man se hannens to penisser.

Stålormen kan ligesom firben knække halen af, hvis den angribes. Artsnavnet fragilis betyder skrøbelig og hentyder til, at stålormen kan “gå i to stykker”, hvis den fanges. Hvis stålormen er så heldig at slippe væk, gendannes med tiden en kort halestump.

Udbredelse

Stålormen er almindelig i det meste af Danmark, men mangler muligvis på flere øer, bl.a. Rømø, Læsø, Sejerø og Saltholm.

Stålormen er udbredt i det meste af Europa, men mangler i Irland og Sydspanien. Den findes i det sydligste Norge, Mellemsverige og i Finland syd for 62° nordlig bredde. Mod øst findes den til Ural.

Levesteder

Stålorme trives bedst i tilgroede områder med både sol og skygge. De er ikke så afhængige af at holde kropstemperaturen inden for et snævert interval som vore andre krybdyr, men kan være aktive ved kropstemperaturer i området 10-40° C. Ofte varmer de kroppen op ved at ligge under sten eller lignende, der bliver varme i solen, og de behøver derfor ikke at ligge frit fremme.

Stålorme er især aktive først på formiddagen og sidst på eftermiddagen og ligger ellers gemt under sten og andre genstande. De bevæger sig ikke meget omkring, men holder sig i kort afstand fra deres foretrukne gemmesteder.

Vinterdvalen foregår i huller i jorden og påbegyndes i september-oktober. Enten graver de hullerne selv eller bruger eksisterende huller.

Biologi

Hannerne kommer frem af vinterdvalen i begyndelsen af april, mens hunnerne følger sidst i måneden. Parringerne sker i den følgende måneds tid. Hunnen er gravid i nogle måneder, og fødslerne sker normalt fra sidst i august til sidst i september. Hvis sommeren har været kold, kan der også ske fødsler i oktober. Drægtige hunner er de seneste til at gå i dvale.

Parringen om foråret varer ca. 3 timer og foregår, mens dyrene holder sig skjult. Nogle uger senere løsnes æggene fra æggestokkene og bliver befrugtet. Drægtige hunner solbader meget for at modne æggene.

Ungerne fødes i en gennemsigtig hinde. Nogle hunner føder mange små unger, mens andre føder få, men større unger. I Danmark føder hunnerne i gennemsnit 8 unger. Hunnen får kun unger hvert andet år.

Stålorme lever især af nøgne snegle og regnorme. Desuden æder de insekter og deres larver, tusindben og edderkopper. De kan også være kannibaler og æde små unger.

Længde: 25-43 cm

Parringstid: April-maj

Formering: Æggene ruges i kroppen

Fødsel: Fra ultimo august til september

Antal unger: 2-22 unger

Levetid (max): 54 år i fangenskab

Udbredelse, verden: Hele Europa, mod nord til Sydnorge, Mellemsverige og Sydfinland, mod øst til Ural

Udbredelse, Danmark: Hele landet, mangler dog på flere øer

Bestand: Almindelig

Beskyttelse: Fredet. Må indsamles i begrænset antal til undervisning og forskning

Fjender: Tages af pindsvin, krage, musvåge, storke, fiskehejre, ilder, kat, ræv, grævling m.fl.

Foto: Valdemar R. Egelund

I parringsdragten udvikler hannen en takket rygkam, som fortsætter ud på halen. Der er også en kam på halens underside. Hannen er mere farverig end hunnen. Han har et lyseblåt og et rødligt bånd langs undersiden af halen. Hos begge køn er maven orange med sorte pletter. Hovedet har mørke længdestriber. På land uden for yngletiden virker begge køn brunlige, men har stadig orange bug med sorte pletter.

De haletudselignende larver kendes bl.a. på ydre, buskede gæller og anlæg til forben.

Udbredelse

Lille vandsalamander er almindelig over hele landet, men mangler dog på Læsø, Rømø og Fanø. Arten er hyppigere i områder med god jord og forekommer derfor sjældnere på den magrere jord i Midtjylland. Den er gået meget tilbage på grund af fjernelse og tilgroning af vandhuller. Desuden forsvinder den ofte fra huller, hvor der er udsat fisk eller ænder, som æder æg og larver, og undertiden også voksne salamandre.

Lille vandsalamander er udbredt i det meste af Europa undtagen den Iberiske Halvø og polaregnene i nord.

Levesteder

Lille vandsalamanders ynglesteder er mindre vandhuller. Det er vigtigt, at vandet ikke er for dybt, og at en stor del af vandfladen kan blive solbeskinnet, så vandet ikke bliver for koldt. Uden for yngletiden går salamandrene på land og skjuler sig under sten, grene m.v. I fugtige og lune nætter kommer de frem og går på jagt. De går i hi om vinteren i jordhuller og lignende, hvor der er frostfrit. Undertiden kan man finde overvintrende salamandre i kældre, hvor de somme tider forveksles med firben.

Biologi

Lille vandsalamander opsøger vandhullerne fra marts. Arten opfører et parringsspil, som ender med, at hunnen optager hannens spermatofor (sædpakke). Æggene lægges i april-maj i etaper over en måned afbrudt af fødesøgning.

Når larven er 15 mm, er både forben og bagben udviklede. De voksne salamandre forlader vandet i juni-juli, ungerne først i juli-september. Enkelte overvintrer som larver. Dyrene går i vinterhi i oktober-november. De bliver kønsmodne, når de er fra 2 til 6 år gamle.

Lille vandsalamander er et rovdyr. De voksne lever af alskens smådyr som insekter, orme, snegle og haletudser. Larverne lever af myggelarver og af små krebsdyr som dafnier og vandlopper.

Længde: Krop inkl. hale 60-100 mm

Æglægning: April-maj

Antal æg: Op til 700 æg

Larver: 5-7 mm ved klækning

Nyforvandlede: 23-45 mm

Levetid (max): 12 år i naturen

Udbredelse, verden: Vidt udbredt i det meste af Europa

Udbredelse, Danmark: Hele landet, dog ikke på Læsø, Fanø og Rømø

Bestand: Almindelig

Beskyttelse: Fredet. Gullistet. Voksne, æg og larver må efter tilladelse hos Skov- og Naturstyrelsen samles ind i begrænset antal til undervisning og forskning

Fjender: Voksne tages af snog, hugorm, pindsvin, rotter, musvåge, fiskehejre, stor vandkalv, større fisk og ænder. Larverne bl.a. ædes af fisk og ænder

Andre navne: Triturus vulgaris

Foto: Marc Vaillant

Stor vandsalamander kendes bl.a. på den vortede hud. I yngletiden har hannen en høj, savtakket kam på ryggen. Desuden har han en elfenbensfarvet stribe midt på halen. Bugen er orange med store, sorte pletter. I øvrigt er dyrene mørkt grå eller næsten sorte med spredte, hvide vorter. På land kan kønnene skelnes på, at hannens kloak er sort, mens hunnens er gul. Stor vandsalamander kendes nemt fra de to andre salamanderarter på den vortede hud.

De haletudselignende larver kendes bl.a. på de ydre, buskformede gæller.

Udbredelse

Stor vandsalamander er almindelig i det meste af landet, men fåtallig i Vestjylland og Vendsyssel. Desuden mangler den på flere øer. Arten er hyppigst i det sydøstlige Danmark.

Stor vandsalamander findes i en stor del af Europa, bortset fra den Iberiske Halvø, Italien og det nordligste Skandinavien. Generelt ligger artens nordgrænse lidt sydligere end lille vandsalamanders.

Levesteder

Stor vandsalamander foretrækker solbeskinnede, rene vandhuller med god plantevækst, helst i eller i nærheden af skov. Arten findes sjældent i vandhuller med fisk, som æder æg og unger.

Om efteråret forlader de fleste dyr yngledammen og opsøger steder, hvor de kan overvintre frostfrit. Da støder man undertiden på salamandre i brændestakke, kældre og brønde, hvor de ofte forveksles med firben.

Biologi

Stor vandsalamander kommer frem fra dvalen og opsøger vandhullerne i marts-april. Parringen foregår 2-3 uger efter, de er kommet til vandhullet. Et indviklet parringsspil ender med, at hannen afsætter en spermatofor (sædpakke), som hunnen optager i sin kloak. Æggene klækkes i løbet af et par uger.

Sidst på sommeren eller hen på efteråret forvandler larverne sig til voksne og går på land. Nyforvandlede dyr går på land fra midt i august til midt i oktober. Overvintringen sker især i jordhuller, men kan også foregå i vand.

Hanner bliver kønsmodne i 3-4 års alderen, og hunnerne som 3-5-årige.

Stor vandsalamander er et rovdyr, der lever af alskens smådyr. I vandet er det især krebsdyr som dafnier og vandlopper samt snegle og haletudser, men den går ikke af vejen for at æde ynglen af egen art. På land tages bl.a. insekter, orme og snegle. Larverne lever især af dafnier og vandlopper.

Længde: Krop inkl. hale 100-160 mm

Æglægning: April-maj

Antal æg: 200-400 æg (max. 700)

Larver: 8-10 mm ved klækning

Nyforvandlede: 40-80 mm

Levetid (max): 16 år i naturen

Udbredelse, verden: Vidt udbredt i store dele af Europa

Udbredelse, Danmark: Det meste af landet, mangler dog på flere øer

Bestand: Almindelig

Beskyttelse: Fredet. Gullistet som opmærksomhedskrævende

Fjender: Voksne tages af snog, kat, fiskehejre, rovfisk og ænder. Larverne ædes bl.a. af fisk og vandinsekter

Andre navne: Kongesalamander

Foto: Marc Vaillant

Bjergsalamanderen er et smukt dyr. Hannen er orangerød eller teglstensrød på bugen. Lige ovenfor ligger et smalt, blåt længdebånd og et hvidt bånd med sorte pletter. Ryggen er gråbrun. På ryggen har bjergsalamanderen en lav, gul kam med sorte pletter. Halen er blålig. Hunnen er okkerfarvet eller orange på bugen. Ovenover har den et længdebånd med mange små, sorte pletter. Ryggen er gråblå eller gråbrun. Undersiden af dyrets hale er kraftigt gul med mørke pletter. En nyforvandlet stor vandsalamander kan have ensfarvet, orange bug, men dens hud er tættere besat med vorter end bjergsalamanderens.

Salamanderlarver kendes fra haletudser bl.a. på at have udvendige gæller, haletudser har indvendige.

Bjergsalamanderen kendes nemt fra vore to øvrige salamanderarter, lille vandsalamander og stor vandsalamander, på den ensfarvede rødgule bug helt uden pletter. De danske bjergsalamandre udgør artens nordligste forekomst.

Udbredelse

I Danmark findes bjergsalamanderen i omkring 150 vandhuller i Sønderjylland nordpå til lige nord for Aabenraa-Rødekro-vejen. Her er den nordligste forekomst af arten i verden. Bjergsalamanderen blev opdaget nær Aabenraa i 1948, men først i 1975 blev dens danske udbredelse grundigt kortlagt. I 1987 iværksatte man et program til forbedring af dens levesteder, bl.a. med gravning af nye vandhuller.

Bjergsalamanderens hovedudbredelse er bjergene i Mellemeuropa, men den findes også i lavlandet op gennem Europa til Danmark.

Levesteder

Bjergsalamanderen kan yngle i søer, men findes oftest i mindre vandhuller på under 100 m². Den kan også yngle i svagt rindende vandløb. Da bjergsalamanderen er mindre varmekrævende end vore andre salamanderarter, kan den leve i helt overskyggede vandhuller i skove. De danske ynglevandhuller ligger i eller i nærheden af løvskove.

På land uden for yngletiden lever bjergsalamanderen skjult. Den jager fra skumringen og ud på natten. Overvintringen sker enten på land under bunker af blade eller i jordhuller, men kan også foregå i vandet. Bjergsalamanderen kan overleve kortvarige frostperioder.

Biologi

Bjergsalamandrene opsøger vandhullerne fra midt i marts til midt i maj afhængigt af temperaturen. Æglægningen sker fra sidst i april til begyndelsen af juli. Når yngleperioden er overstået, går de voksne på land, dvs. fra sidst i juni til midt i juli. Nyforvandlede salamandre går på land hen på efteråret, oftest i september-oktober, mens enkelte overvintrer i vandet som larver.

Salamandre har et indviklet parringsspil, hvorunder hannen bl.a. folder halen om på siden og danner trykbølger, som når hunnen. På et tidspunkt afsætter han en sædpakke (en spermatofor), som han får hunnen til at optage i kloakåbningen. Derefter lægger hunnen sine æg. Æglægningen foregår ved temperaturer på 11-17° C. Larverne dør, hvis vandet bliver mere end 29° C varmt. Den kan derfor yngle i helt overskyggede vandhuller, hvor vore andre salamandre ikke kan klare sig. Æggene klækkes efter 2-4 uger til små salamanderlarver. De forvandler sig til små voksne i løbet af 4 måneder.

De små, nye salamandre går på land om efteråret og tilbringer de næste år i skovbunden. Sent udviklede larver kan træffes i vandhullerne i november-december, og nogle larver overvintrer i vandet. Hannerne bliver kønsmodne, når de er 2-3 år gamle, mens hunnerne er 3-4 år, før de er kønsmodne.

Voksne lever i vandet af larver og pupper af dansemyg, dafnier, guldsmede- og vandkalvelarver og andre smådyr. På land æder de voksne insekter, bænkebidere, snegle og regnorme. Larverne lever først af mikroskopiske dyr og alger, senere af dafnier og vandlopper. De større larver slår sig på vandbænkebidere og insektlarver og undertiden larver af deres egen art.

Længde: 70-120 mm (inkl. hale), hunnen er størst

Æglægning: Ultimo april til primo juli

Antal æg: op til 250 æg

Larver: 7-10 mm ved klækning

Nyforvandlede: 30-50 mm

Levetid (max): 10 år i naturen

Udbredelse, verden: Fra Mellemeuropas bjergegne til det sydlig Danmark

Udbredelse, Danmark: Sjælden. Findes kun i Sønderjylland

Bestand: Nogle tusinde i Danmark

Beskyttelse: Fredet. Må kun indsamles med tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen. Rødlistet som næsten truet (NT)

Fjender: Voksne ædes af snog, hugorm, pindsvin, rotter, musvåge, fiskehejre, stor vandkalv, større fisk og ænder. Larverne ædes af bl.a. fisk og ænder

Andre navne: Mesotriton alpestris, Triturus alpestris

Foto: Valdemar R. Egelund

Farven varierer fra gulbrun over rødbrun og nøddebrun til næsten sort. På ryggen er der et broget mønster af mere eller mindre regelmæssige pletter. Benene har ofte brune tværstriber. Bugen er hvidlig med rødbrune pletter. Hunnen er størst.

De brune frøer, dvs. butsnudet frø, spidssnudet frø og springfrø, er vanskelige at skelne på udseendet, men nemme at kende på deres kvækken.

Hannens kvækken er meget dyb og minder om lyden af en fjern knallert. Større kvækkekor kan høres mindst 100 meter væk.

Udbredelse

Butsnudet frø er den almindeligste frø i Danmark. Den er udbredt i det meste af landet bortset fra øerne i Det Sydfynske Øhav, på Lolland-Falster, Møn, Bornholm, Læsø, Anholt og en del småøer. På grund af artens hårdførhed over for kulde, er det den padde, som findes længst mod nord i Skandinavien, helt op til Polarcirklen.

Butsnudet frø findes i det meste af Europa nord for Pyrenæerne til Uralbjergene. Sydligere findes den kun i de nordligste egne af Spanien, Italien og Grækenland.

Levesteder

Butsnudet frø foretrækker at yngle i mindre vandhuller med en lavvandet bredzone. Æggene lægges ofte i oversvømmet græsvegetation, som hurtigt opvarmes af solen. Arten undgår helst vandhuller, hvor der er fisk og ænder, som kan æde af æg og yngel. Uden for yngletiden opholder frøerne sig på fugtige steder på land. Hvis fugtigheden er høj, kan frøerne være aktive døgnet rundt. Ellers kommer de især frem om natten og efter regn. Vinterdvalen foregår i jordhuller eller i mudderet på bunden af vandhuller. Det samme individ kan overvintre på land et år og det næste år på bunden af en dam.

Fødesøgnings- og overvintringsområder skifter. Ynglestederne er vandhuller med en lavvandet bredzone.

Biologi

Butsnudet frø kommer allerede frem i marts. Kun springfrøen er tidligere fremme.

Når en ægfyldt hun ankommer til vandhullet, bliver hun straks overfaldet af flere hanner. En af dem tilkæmper sig plads på hendes ryg og holder sig fast ved at gribe hende i armhulerne. Parret hænger sammen på den måde i nogle dage, inden æggene lægges, og hannen befrugter dem. Derefter skilles de.

Æglægningen sker i begyndelsen af april, i milde forår endnu tidligere. Hver hun lægger en ægklump med fra 500 til 6.000 æg. Æggene lægges på ikke for dybt vand, helst ikke over 20 cm. Undertiden lægges de i oversvømmet græsvegetation, som hurtigt opvarmes af solen.

Hvert æg er omgivet af en gelékapsel, som hurtigt suger vand og svulmer op, hvorefter ægklumpen med tiden stiger op og ligger lige under vandoverfladen, hvor æggene får størst udbytte af solvarmen. Ægklumpens gelémasse virker som et drivhus, hvor temperaturen kan være 5-6 grader højere i midten af klumpen end i det omgivende vand. Æggets udviklingstid er meget afhængig af temperaturen, fx varer den 165 timer ved 13° C og kun 45 timer ved 27° C.

De nyforvandlede frøer går på land i slutningen af juni.

Haletudserne har hornkæber og læbetænder, som bruges til at raspe algebelægninger af vandplanterne. De filtrerer også småpartikler fra vandet. Senere holder de mere eller mindre op med at æde, idet deres lange planteædertarm gradvist forvandles til den voksne frøs korte rovdyrtarm. De voksne frøer er rovdyr, som æder alle slags smådyr. Byttet sluges helt.

Længde: 50-80 mm

Æglægning: Første halvdel af april

Antal æg: 500-6.000 stk. i klump

Haletudse, udvokset: 40-45 mm

Nyforvandlede frøer: 12-15 mm

Levetid (max): 11 år i naturen

Udbredelse, verden: Det meste af Europa

Udbredelse, Danmark: Det meste af landet, mangler dog på flere øer

Bestand: Almindelig

Beskyttelse: redet. Gullistet som opmærksomhedskrævende. Tilladt at indsamle voksne, yngel og æg i begrænset antal til forskning og undervisning

Fjender: Voksne tages af snog, hugorm, pindsvin, rotter, musvåge, fiskehejre, rovfisk, grævling, m.fl. Yngel tages af bl.a. af fisk, stor vandsalamander, fiskehejre og ænder

Stemme: Minder om lyden af en fjern knallert

Foto: Marc Vaillant

Spidssnudet frø er oftest gulbrun. Den kan være ensfarvet eller plettet. Hannerne bliver ofte blålige i yngletiden. Nogle har en tydelig gul stribe midt ned ad ryggen, noget man kun sjældent ser hos butsnudet frø. Fodrodsknuden er stor, mere end halvt så lang som første tå. Hos butsnudet frø er fodrodsknuden lille. Det bedste kendetegn er dog stemmen, der minder lidt om hunds gøen eller om bobler, der slipper ud af en flaske, som holdes under vand.

Udbredelse

Spidssnudet frø findes overalt i Danmark bortset fra Bornholm og enkelte andre øer, bl.a. Rømø, Anholt, Endelave, Ærø og Saltholm. Den er mest almindelig i Nord- og Vestjylland og i Nordsjælland.

Artens findes i Europa fra Holland og Nordøstfrankrig i vest til Sibirien i øst. Mod syd findes den i Østrig og ned gennem Balkan og mod nord i hele Sverige, Finland og i Rusland op til Barentshavet. Fåtallig i det sydlige Norge.

Levesteder

Spidssnudet frø forekommer især på næringsfattig og sur jord. Den er nærmest ene om at yngle i hedesøer, men træffes også i moser og plantager. I øvrigt er der et stort overlap i valg af levested hos butsnudet og spidssnudet frø, som ofte træffes ynglende i de samme vandhuller.

Biologi

Spidssnudet frø kommer frem af dvalen først i april, og æggene lægges oftest omkring 10.-15. april. Senest i november går arten i dvale.

Hunnen lægger en kugleformet ægklump med en diameter på 5-10 cm. Hver hun lægger fra 500 til 3.000 æg. Æggene lægges ofte i 10-15 centimeters dybde og i mange ægklumper på samme sted. Med tiden stiger de op til overfladen og flader ud til skiver.

Ægklumpens gelémasse virker som et drivhus, hvor temperaturen kan være 5-6 grader højere i midten af klumpen end i det omgivende vand. Æggets udviklingstid er meget afhængig af temperaturen.

De små, nyforvandlede frøer kan være op mod 15 mm, men i næringsfattige vandhuller bliver de sjældent mere end 8-11 mm.

Hannerne bliver kønsmodne som toårige, hunnerne et år senere.

Spidssnudet frø er et rovdyr ligesom andre padder. Den æder ofte små dyr som edderkopper og biller, men tager også flyvende insekter som sommerfugle, fluer og myg.

Længde: 35-75 mm

Æglægning: Medio april

Antal æg: 500-3.000 stk. i klump

Haletudse, udvokset: 40 mm

Nyforvandlede frøer: 8-15 mm

Levetid (max): 9-10 år i kolde klimaer

Udbredelse, verden: Det meste af Europa, dog ikke mod syd og sydvest

Udbredelse, Danmark: Det meste af landet, mangler dog på enkelte øer

Bestand: Almindelig

Beskyttelse: Fredet. Gullistet som opmærksomhedskrævende

Fjender: Voksne tages af snog, hugorm, pindsvin, grævling, rotter, musvåge, fiskehejre, rovfisk m.fl. Yngel tages af bl.a. fisk, stor vandsalamander, fiskehejre og ænder

Stemme: Minder om lille hunds gøen.. voouuup voouup voouup

Foto: Marc Vaillant

Springfrøen kendes nemmest fra de andre brune frøer på de lange bagben. Hvis man lægger bagbenet op langs kroppen, når hælen frem foran snuden. Desuden har springfrøen røde knopper under tåleddene. Et andet muligt kendetegn er, at trommehinden er stor og sidder tæt på øjet.

Mens butsnudet frø og spidssnudet frø har en højlydt kvækken, høres springfrøen kun på nært hold, da den ikke har kvækkeposer og kun kvækker under vandet. Lyden kan minde lidt om en fjern fiskekutter.

Springfrøen kan foretage ganske flotte spring – helt op til en meter i højden og to meter langt, hvis den bliver forskrækket.

Udbredelse

I Jylland findes springfrøen kun på Endelave. Ellers er den udbredt på Bornholm, Lolland-Falster, Møn, på øerne i Det Sydfynske Øhav og langs kysterne af Fyn og Sydsjælland. I 1969 blev den udsat nord for Hillerød, hvorfra den siden har bredt sig.

Springfrø er udbredt i store dele af Mellem- og Sydeuropa fra Bretagne i vest til Karpaterne i øst. Nordgrænsen for den sammenhængende bestand går ved Harzen. Bestandene i bl.a. Danmark og Sydsverige er helt adskilt fra artens øvrige udbredelsesområde.

Levesteder

Springfrøen yngler i alle typer vandhuller, hvis de ikke er for forurenede. Desuden undgår den helst vandhuller med fisk eller ænder, der kan æde ynglen.

Efter yngletiden opholder frøerne sig i en form for dvale i dammen, inden de går på land i maj. De opsøger nu sommeropholdsstederne, der typisk er solrige løvskove, skovenge og hegn. De kan ligge ret langt fra vandhullet, ofte 100- 700 m væk.

Springfrøerne går i dvale fra sidst i oktober til lidt ind i november. I Danmark foregår dvalen oftest på land.

Biologi

Springfrøerne kommer normalt frem af dvalen og vandrer til vandhullerne i marts, når nattemperaturen er over 3° C. Springfrøen er dermed den tidligst ynglende padde i Danmark. Æggene lægges omkring 1. april, i milde vintre allerede sidst i februar!

Springfrøen lægger æggene i kugleformede klumper. Til forskel fra de andre brune frøer lægger springfrøen sine ægklumper enkeltvis fordelt langs vandhullets bred. Ofte holdes de fast af en plantestængel, som går tværs gennem ægklumpen.

Haletudserne klækkes, når de efter 20-40 dages udvikling er 7-9 mm. Ægklumpens gelémasse virker som et drivhus, hvor temperaturen kan være flere grader højere i midten af klumpen end i det omgivende vand. Æggets udviklingstid er meget afhængig af temperaturen. Haletudserne forvandles til små frøer efter ca. 70 dage. Udviklingstiden er altså lang sammenlignet med de andre brune frøers.

Voksne springfrøer lever af mange forskellige slags insekter, edderkopper, mejere, tusindben, bænkebidere, snegle og regnorme. Haletudsernes føde er især encellede alger.

Længde: Hanner 42-60 mm, hunner 50-70 mm

Æglægning: Fra marts til primo april

Antal æg: 450-3.000 æg i klumper

Haletudse, udvokset: 40-60 mm

Nyforvandlede frøer: 18 mm

Levetid (max): 10 år

Udbredelse, verden: Mellem- og Sydeuropa

Udbredelse, Danmark: Den sydøstlige del af landet

Bestand: Relativt sjældne, spredte bestande

Beskyttelse: Fredet. Gullistet. Æg og yngel må indsamles i begrænset antal til undervisning og forskning

Fjender: Voksne tages snoge, kragefugle og natugler. Yngel tages af bl.a. rovfisk, vandinsekter og fiskehejrer

Stemme: Meget lav, som lyden af en fjern fiskekutter

Foto: Marc Vaillant

Løvfrøen er Danmarks mindste frø. Den bliver højst 4-5 cm lang. Oversiden er normalt glinsende grøn, mens undersiden er hvidlig. Fra snudespidsen løber en mørk stribe, der breder sig ud til et bånd på siden og smalner ind igen hen mod bagbenene. Tåspidserne har hæfteskiver, der er med til at holde frøen fast, når den kravler og hopper omkring oppe i vegetationen på jagt efter insekter.

Hannens kvækken er en kraftig, raspende lyd, der kan høres et par kilometer væk. Løvfrøens kvækken er uden tvivl med til at tiltrække hunner og sikkert også andre hanner til vandhullet.

Som navnet antyder, holder løvfrøen til oppe i vegetation, når den ikke er i yngledammen. Løvfrøen har hæfteskiver på tæerne. Det er ikke sugeskiver, men hæfteskiverne er med til at øge fodens areal. Desuden holder den sig fast ved at trykke sig mod underlaget med den fugtige, klæbrige hud på bugsiden.

Udbredelse

Efter en kraftig tilbagegang findes løvfrøen i Jylland ved Århus, i Sydøstjylland og på Als. Desuden findes den i det vestlige Lolland, i et par små bestande på Sjælland og noget hyppigere på Bornholm. Det ser ud til, at tilbagegangen er standset. Man anslår den samlede bestand til ca. 16.000 kvækkende hanner, svarende til ca. 25.000 individer fordelt på omkring 500 vandhuller.

Løvfrøen var tidligere udbredt i Østjylland og på de større øer. Ved Århus har der været en bestand, siden den blev genudsat i 1985. Det ser ud, som om tilbagegangen nu er standset, og bestanden er takket være mange vandhulsprojekter samlet set på vej frem igen.

Løvfrøen findes i Syd- og Centraleuropa. Grænsen for dens nordlige udbredelse løber gennem Danmark (Århus) og Sydsverige til Litauen. Mod syd til Tyrkiet og Israel. Mangler i Rusland. Udsat i England.

Levesteder

Løvfrøen kræver varmt, rent vand uden fisk i sine yngledamme. Selv små fisk er i stand til at æde haletudserne. Yngledammene må ikke være overskyggede, da de så ikke bliver tilstrækkeligt opvarmet.

Når løvfrøen ikke er i yngledammen, opholder den sig i vegetationen i nærheden, hvor den kravler og hopper adræt rundt på blade og grene på jagt efter insekter.

Efter yngletidens ophør i juni-juli opsøges sommerkvarteret. Løvfrøerne ligger i dvale i jordhuller, træhuller, stengærder o.l. De tåler, at kropstemperaturen kommer ned på 4 grader under frysepunktet! Dvalestederne opsøges fra midten af september til midten af oktober.

Biologi

Hanner begynder at kvække i slutningen af april. Det tiltrækker hunner og andre hanner til vandhullerne. I kolde forår kan kvækningen blive forsinket til langt ind i maj. I yngletiden opholder hannerne sig på land om dagen. Når det bliver mørkt, opsøger de vandhuller og begynder at kvække. Alle hanner kvækker samtidigt, sandsynligvis i konkurrence om at tiltrække hunner.

Æggene lægges i maj-juni. De aflægges i kompakte klumper på 2-3 cm i diameter og indeholder hver omkring 100 æg. Hver hun lægger fra få hundrede til op mod tusind æg. Æggene klækker efter 3-4 dage, hvis vandet er varmt.

De nyklækkede haletudser er 6-7 mm lange. Forvandlingen til små frøer sker normalt fra 20. juli til 15. august. Nyforvandlede frøer måler 11-21 mm og ligner de voksne i udseende, men kan have spredte, sorte pletter på ryggen.

Nyklækkede frøer og voksne æder alle slags insekter, mærkværdigvis også stikkende og ildesmagende insekter, som andre dyr undgår. Løvfrøerne har et rigt udvalg af byttedyr, fordi de kan bevæge sig rundt på grene, kviste og blade i vegetationen. Haletudserne lever især af mikroskopiske alger. 

Længde: 33-50 mm

Æglægning: Maj-juni

Antal æg: 160-1.100 æg

Haletudse, udvokset: op til 50 mm

Nyforvandlede frøer: 11-21 mm

Levetid (max): 22 år

Udbredelse, verden: Syd- og Centraleuropa

Udbredelse, Danmark: Findes i adskilte bestande spredt over landet

Bestand: Ca. 25.000 frøer

Beskyttelse: Fredet. Gullistet som opmærksomhedskrævende. Må ikke indsamles

Fjender: Voksne tages af snog, fasan m.fl.. Larverne tages af bl.a. fisk, salamandre, vandkalve m.m.

Stemme: Minder om en ands rappen

Foto: Valdemar R. Egelund

Grøn frø er en stor og kraftig padde. Den er som regel grøn med sorte pletter. Langs ryggens midte løber en lysere grøn stribe. Hunner har ofte sorte pletter ved trommehinden. Hannerne er normalt mindre end hunnerne. Både hanner og hunner kan kvække, men kun hanner har kvækkeposer. Et kor af grønne frøer kan høres på en kilometers afstand. I parringstiden er frøernes kvækken en raspende lyd, der mest lyder som om frøen “gnaver sten”.

Adfærd og udseende varierer med de grønne frøers meget indviklede genetik. Grøn frø er egentlig opstået som en krydsning mellem latterfrø og kortbenet grøn frø. Nogle helt specielle forhold omkring dens genetiske forhold har gjort den til en selvstændig art.

Udbredelse

Grøn frø findes pletvis i Jylland, nordpå til Hobro, desuden på den sydlige del af Fyn, på øerne i Det Sydfynske Øhav, i den sydlige del af Sjælland og på Møn, Lolland-Falster og Bornholm. Desuden findes en bestand i Nordøstsjælland.

Grøn frøs udbredelse er en smule uklar. Den findes i det meste af Mellemeuropa fra Frankrig til Rusland (Moskva). Mod nord findes den i Danmark og Sverige og mod syd til Pyrenæerne, Alpe-egnene og Norditalien. Arten er introduceret i England.

Levesteder

Da grøn frø er varmekrævende, holder den helst til i solbeskinnede vandhuller. Arten klarer sig bedst, hvis vandet er rent, og der er mange vandplanter. Grøn frø kan også leve i brakvand. Det menes, at grøn frø i Det Sydfynske Øhav kan svømme fra ø til ø.

Grøn frø er hurtig til at finde nygravede vandhuller, fordi den vandrer meget omkring.

Biologi

Grøn frø er varmekrævende og er derfor den danske frø, som kommer senest til vandhullerne. Den kommer normalt først frem i april-maj. I maj begynder den at kvække og kommer efterhånden i ynglestemning. Æglægningen begynder i slutningen af maj. Hunnerne har typisk to perioder med æglægning. Æggene lægges i klumper på op til 1.000 stk. I alt lægges mellem 1.500 og 3.000 æg.

Afhængigt af vandtemperaturen udvikler æggene sig på 2-4 måneder. Ungerne går på land i august- september, undertiden først i oktober, hvis sommeren har været særlig kold.

De voksne frøer bliver i vandet efter yngletidens ophør. De holder til langs bredderne, hvor der er en tæt vegetation, som skjuler dem for deres fjender, bl.a. fiskehejrer. I september går frøerne i dvale. Nogle graver sig ned i jorden, mens andre overvintrer i vand.

Haletudserne lever i begyndelsen af bittesmå partikler, mens ældre haletudser æder alger, der sidder på vandplanterne eller svæver i vandet. De største haletudser tager også smådyr som hjuldyr og dafnier.

De voksne frøer er grådige rovdyr, der æder alt, hvad de kan overmande. Det gælder fx fugleunger og frøer – også af deres egen art. De kan altså være kannibaler.

Fakta                 

Længde: Hanner 55-96 mm, hunner 60-110 mm

Æglægning: Fra ultimo maj til medio juli

Antal æg: I alt op til 3.000 æg fordelt på flere klumper

Haletudse, udvokset: 60-105 mm

Nyforvandlede frøer: 20-40 mm

Levetid (max): 12 år i naturen

Udbredelse, verden: Mellemeuropa fra Frankrig til Moskva

Udbredelse, Danmark: Spredt i landet, dog ikke i Nordvestjylland

Bestand: Visse steder almindelig

Beskyttelse: Fredet. Gullistet. Voksne, æg og yngel må dog samles ind i begrænset omfang til undervisning og forskning

Fjender: Voksne tages af snog, ilder, fiskehejre, grævling, m.fl. Larverne tages af bl.a. rovfisk og fiskehejre

Stemme: Raspende lyd

Foto: Marc Vaillant

På Bornholm kan hannerne blive op til 100 mm og hunnerne op til 120 mm, men gennemsnitsstørrelsen er som hos grøn frø. Latterfrøen er ofte mere grumset brun i farven end grøn frø, men farven varierer meget og kan også variere hos det enkelte individ. Der skal en blodprøve til, for at man med sikkerhed kan artsbestemme et individ. Dog kan man med nogenlunde sikkerhed skelne hanner af latterfrø på den stødvise kvækken, der lyder som en rå latter. Latterfrøens kvækken kan høres flere kilometer væk.

Udbredelse

I Danmark findes latterfrøen kun på Bornholm, hvor den blev opdaget i 1949. Sandsynligvis er der tale om en naturligt indvandret bestand, formentlig fordi Bornholm for 10.000 år siden var landfast med Polen. På Østbornholm findes kun hunner, mens begge køn findes på Vestbornholm. Der har været udsat frøer af latterfrø-typen i en sø i Universitetsparken i Århus og ligeledes i Fælledparken i København. Det drejer sig formentlig om tiloversblevne individer fra forskningslaboratorier. I Århus er disse frøer nu forsvundet.

Latterfrøen findes i mere eller mindre spredte bestande i store dele af Centraleuropa og Centralasien fra det sydligste England til Bajkalsøen i det vestlige Asien. Bortset fra en bestand i det sydlige Finland er den bornholmske Nordens eneste.

Levesteder

Latterfrøen adskiller sig fra grøn frø ved at foretrække større søer. Desuden kan den leve i rindende vand. De foretrukne søer indeholder en del plantevækst, så frøerne kan ligge gemt i vandoverfladen. Det kan være en rørsump langs bredden og en flydebladszone længere ude. På Bornholm forekommer arten imidlertid også i vandsamlinger med meget lidt plantevækst, fx i grusgrave og lergrave. Undertiden yngler latterfrøen i mindre vandhuller og opsøger større vandhuller efter yngletiden. Vinterdvalen er fra midt i september til midt i oktober, og den foregår altid i vandet.

Biologi

Latterfrøen kommer frem af dvalen i april-maj. Yngletiden ligger fra sidst i maj til slutningen af juni.

Hannerne begynder deres parringskvækken, når vandet er 16° C og derover. Hunnerne tiltrækkes af stemmen og udvælger en han, som derefter griber hende. Hver hun lægger mellem 1.200 og 16.000 æg, i gennemsnit ca. 4.500. Æggene lægges i store geléklumper lidt under vandoverfladen. Haletudserne er 6-8 mm lange ved klækningen. Store haletudser soler sig ofte i vandoverfladen, men er meget sky. Nyforvandlede frøer er lidt mindre end grønne frøer på dette stadium. De små frøer går på land i august-september.

Latterfrøens yngleforhold er her i landet en smule kompliceret. I Danmark findes latterfrøen kun naturligt på Bornholm, og på Østbornholm findes der kun hunner af latterfrø. De parrer sig her med hanner af grøn frø, som er en yngledygtig krydsning mellem latterfrø og kortbenet grøn frø, der ikke findes i Danmark. Hanner af grøn frø producerer to slags sædceller, som med hunner af latterfrø giver afkom, der enten er hunner af latterfrø eller hanner af grøn frø (læs mere om de indviklede, genetiske forhold i Nordens Padder og Krybdyr af Kåre Fog m.fl.).

Ligesom grøn frø er den voksne latterfrø et grådigt rovdyr, der æder alt, hvad den kan overmande, fra myrer til småfisk, salamandre, frøer, mus og småfugle. Haletudserne lever af algebelægninger på vandplanter. Større haletudser æder desuden orme og små krebsdyr som dafnier og vandlopper.

Længde: Hanner 52-105 mm, hunner 65-130 mm

Æglægning: Fra ultimo maj til juni

Antal æg: I alt op til 16.000 æg fordelt i klumper

Haletudse, udvokset: 50-85 mm

Nyforvandlede frøer: 15-27 mm

Levetid (max): 11 år i naturen

Udbredelse, verden: Centraleuropa og Centralasien

Udbredelse, Danmark: Bornholm

Bestand: Sjælden. Akut truet

Beskyttelse: Fredet. Rødlistet. Må ikke indsamles

Fjender: Tages af snog, ilder, fiskehejre, grævling m.fl.

Stemme: Minder om en grov, stødvis latter

Foto: 

Klokkefrøen kan blive omkring 5 cm. Den ligner en lille tudse med sin plumpe bygning, vortede hud og korte bagben. Ryggen er grå med sorte og mørkegrønne pletter, mens bugen er blåsort med iøjnefaldende, orangerøde pletter. Pupillen, der er dråbeformet eller trekantet, er også et godt kendetegn. Klokkefrøen kan udskille en giftig slim gennem huden.

Hannens kvækken er umiskendelig. Den minder om lyden af fjerne kirkeklokker eller om den lyd, der fremkommer, når man puster hen over åbningen på en tom flaske. Under gode forhold kan lyden høres flere kilometer væk.

Udbredelse

Meget fåtallig. Findes lokalt i 8-9 bestande: 3 i Det Sydfynske Øhav, 1 på Fyn, 3 på øer ved Sjælland og 1 eller 2 bestande på Sjælland.

I slutningen af 1800-tallet var klokkefrøen almindelig mange steder i det sydlige Danmark. Siden har man ved oprensning af vandhuller, ved gravning af nye huller og ved udsætning forsøgt at vende den negative udvikling. I 1990 var den danske bestand nede på omkring 1.000 dyr. I dag regner man med, at bestanden er fordoblet.

Den rødbugede klokkefrø, som den danske art tilhører, er en lavlandsart, der er udbredt i Østeuropa. Grænsen for udbredelsen går fra Bulgarien over Wien til Lübeck og op over Sydøstdanmark til Ural.

Levesteder

Når klokkefrøerne har forladt dvalestederne, der findes på land i diger eller jordhuller, vandrer de til lavvandede vandhuller eller oversvømmelser, som er varmet op af solen. Senere fortsætter de til de egentlige ynglesteder, som helst skal være totalt soleksponerede og have lavvandede partier, som nemt varmes op af solen. De foretrækker vandhuller med mange planter. Hvis vandhullerne gror til, forhindrer de solen i at varme vandet op. Derfor er oprensning af vandhullerne en af metoderne til at ophjælpe bestanden.

De voksne frøer lever det meste af deres tid i vandet, hvor de ligger i overfladen og slikker solskin. Voksne frøer går på land i august-september, mens de nye frøer først går på land fra begyndelsen af september. Vinterdvalen begynder i oktober og tilbringes på beskyttede steder i stengærder og levende hegn.

Biologi

Klokkefrøerne forlader dvalestedet i april, men begynder først at yngle, når vandet er ca. 20° C, dvs. ikke før slutningen af maj eller begyndelsen af juni.

Æggene lægges i løse klumper, der holdes sammen af en tynd slim. De hæftes på vandplanter. Der kan være op mod 130 æg i en klump. Gamle hunner kan lægge op til 700 æg i alt. Æggene klækker i løbet af ca. 4 dage. De nyklækkede larver er 6-7 mm og vokser i løbet af 5 dage til en længde på en centimeter.

Udviklingen til frøer kan tage fra 60 til 90 dage afhængigt af temperaturen.

Nyforvandlede frøer lever især af springhaler, myg og fluer på mudderet i vandkanten. De voksne opholder sig en stor del af tiden i vandet og finder deres bytte der. Det kan være myggelarver og -pupper, vandkalvelarver m.v.

Fakta                 

Længde: 37-56 mm

Æglægning: Fra ultimo maj til medio juni

Antal æg: Klumper på 1-130 æg, i alt max. 700 æg

Haletudse, udvokset: 37-59 mm

Nyforvandlede frøer: 10-23 mm

Levetid (max): 13 år i naturen

Udbredelse, verden: Østeuropa til Ural

Udbredelse, Danmark: Østfyn, Det Sydfynske Øhav, et par øer omkring Sjælland og et par steder på Sydsjælland

Bestand: Ca. 2.000 dyr, akut truet

Beskyttelse: Fredet. Rødlistet. Må ikke indsamles

Fjender: Fiskehejre, rovfisk som gedde og aborre

Stemme: Som lyden fra fjerne kirkeklokker

Foto: Marc Vaillant

Løgfrøen er en tudseagtig frø. Den har korte, kraftige ben, men har i modsætning til tudser næsten glat hud. Navnet skyldes, at den kan udsende en hvidløgsagtig lugt. Løgfrøen er lysegrå eller lysebrun med store, brune pletter. Bugen er hvid. Et godt kendetegn er den lodrette pupil, alle andre danske frøer har vandrette pupiller.

Haletudsen er let genkendelig. Den kan blive op til 20 cm og er vores absolut største haletudse. Ud over størrelsen skelnes løgfrøens haletudse fra grøn frøs på at være næsten ensfarvet og på, at halefinnen strækker sig frem til midt på ryggen.

Løgfrøen overses nemt. Dens kvækken er meget svag, da den ikke har kvækkepose. Den kan kun høres ca. 10 m væk. Ofte kvækker løgfrøen under vand og kan da kun høres på meget nært hold. Lyden er et svagt “krok-krok”.

Udbredelse

Findes spredt i små bestande i Jylland, på Sjælland og Lolland. Fra 1945 til 1990 forsvandt løgfrøen fra ca. 98 % af sine levesteder. Dog overses og overhøres den nemt, da dens kvækken er meget svag, og den kun tilbringer en kort tid i vandhullet. På land er den kun fremme i de mørke timer og ligger nedgravet om dagen. Løgfrøen er den padde, som har haft størst tilbagegang i Danmark.

Løgfrøen er vidt udbredt i Mellem- og Østeuropa. Nordgrænsen for dens udbredelse ligger i Danmark, og i Sverige findes den kun i Skåne. Løgfrø findes østpå til Ural.

Levesteder

Løgfrøen stiller store krav til det vandhul, den yngler i. Det skal være soleksponeret. Vandet skal være rent, og der må ikke være fisk i vandhullet. Hvis æg og haletudser skal udvikles normalt, kræver det høje temperaturer. Kun ved en vandtemperatur på 20-25° C kan haletudserne forvandles til små frøer. Ved 15° C vokser haletudserne fint, men de kan ikke forvandles. Derfor skal vandhullet ligge helt frit uden skygge.

De voksne tilbringer kun nogle dage eller uger i vandhullet. Resten af tiden opholder de sig på land, sjældent mere end 500 m fra vandhullet. Om dagen graver de sig ned ved hjælp af bagføddernes kraftige fodrodsknuder og kommer kun frem, når det er helt mørkt. I tørre perioder kan de grave sig ned i 35 centimeters dybde for ikke at udtørre, men normalt drejer det sig kun om få centimeter. Løgfrøer er dygtige til at grave. Det tager dem kun få minutter at grave sig ned.

Løgfrøerne går i dvale omkring 1. november.

Biologi

Løgfrøerne opsøger vandhullet fra slutningen af marts til ind i maj. De begynder først at kvække, når vandet har nået en passende temperatur sidst i april eller begyndelsen af maj. Hunnen opsøger en han, som griber om hende lige foran bagbenene. Æggene lægges i en aflang pølse, der kan være 15- 20 mm tyk og 15-80 cm lang. Hunnen fæstner pølsens forende til en plantestængel og bevæger sig i spiralform op ad stænglen, så pølsen bliver snoet rundt om den. Samtidig afgiver hannen sin sæd.

Haletudserne klækker tidligt og er da kun 4 mm lange. De hæfter sig fast på ægpølsen. Nogle få dage senere er halen udviklet så meget, at de kan svømme omkring.

Den udvoksede haletudse er meget lang, 10-13 cm. Hvis sæsonen har været kold, kan haletudserne overvintre i vandhullet. Næste år kan de vokse til 18-20 cm, inden de forvandles til frøer.

Ungerne forlader vandhullet fra juli til september. Når de går på land, graver de sig straks ned. Kønsmodningen menes at ske efter 2. overvintring.

De voksne lever af insekter og andre smådyr som fx edderkopper, bænkebidere, nøgne snegle og regnorme. Mindre haletudser lever af alger i vandet, mens de store kan gnave af vandplanterne.

Længde: 39-80 mm

Æglægning: Fra ultimo april til primo maj

Antal æg: 800-2.000 æg i lang, pølseformet klump

Haletudse, udvokset: 100-200 mm

Nyforvandlede frøer: 25-40 mm

Levetid (max): 11 år i naturen

Udbredelse, verden: Mellem- og Østeuropa

Udbredelse, Danmark: Over det meste af landet

Bestand: Små bestande, truet

Beskyttelse: Fredet. Rødlistet. Må ikke indsamles

Fjender: Voksne tages især af natugler. Larverne tages af bl.a. rovfisk, krebs, grønne frøer og fugle

Stemme: Et svagt “krok-krok”.

Foto: Valdemar R. Egelund

Skrubtudsen er ensfarvet brunlig og har ret tør, vortet hud. Bagbenene er korte, så den kravler mere, end den hopper. Bag øjet findes et ovalt, opsvulmet parti – den såkaldte parotoidkirtel. Hunnerne bliver størst. Øjets regnbuehinde er rødlig, mens den er grønlig eller gullig hos andre danske tudsearter.

Skrubtudsen har en kort, svag kvækken, som især høres fra enlige hanner i vandhullet.

Udbredelse

Skrubtudsen findes overalt i Danmark bortset fra enkelte øer som Bågø, Endelave, Sejerø, Femø, Saltholm, Anholt og Læsø. Den er almindelig i det meste af landet, men dog mere fåtallig i Vestjylland. Selvom den er almindelig, yngler den kun i ca. 10 % af vandhullerne.

Skrubtudsen findes i hele Europa, Nordafrika og Asien, helt til Kina.

Levesteder

Skrubtudsen yngler i søer og større vandhuller. Den kan leve sammen med fisk, da haletudserne er giftige og ildesmagende, hvilket giver dem relativt få fjender. Skrubtudsen undgår dog mindre vandhuller, hvor haletudserne ædes af stor vandsalamander, der kan tåle giften. Ved at yngle i vandhuller med fisk undgår skrubtudsen konkurrence fra de fleste andre padder, som helst undgår den type vandhuller, fordi deres haletudser bliver ædt af fiskene. Det er en fordel, hvis der findes tagrør på ynglestedet, da stænglerne er velegnede til at vikle ægsnorene omkring. Skrubtudsen kan yngle i brakvand.

Efter yngletiden vandrer skrubtudsen til sommeropholdsstedet i skove, på græsarealer og i haver, ofte flere kilometer fra ynglestedet. Her graver den sig ned og kommer først frem, når temperaturen om natten er på mindst 11° C. Skrubtudser er meget trofaste over for ynglested og sommeropholdssted.

Hunnerne er de første til at opsøge vinteropholdsstedet i juli-august. I midten af oktober er de fleste skrubtudser gået i vinterdvale.

Biologi

Skrubtudsen opsøger ynglestederne fra marts til midten af april. Hunnerne ankommer senere end hannerne og bliver straks grebet af en han. Der er altid et overskud af hanner ved vandhullerne. Det skyldes, at hunnerne er længere om at blive kønsmodne, og at nogle af dem dør forinden. En anden grund er, at hunnerne kun opholder sig kortvarigt i vandhullet.

Hannerne forlader ofte vandhullet og forsøger at bestige hunner, der er på vej ned til vandhullet med de mange rivaler. Derfor ser man ofte hanner på asfaltveje i nærheden af ynglehullet. Her er der varmt, og der er godt overblik.

Hunnen lægger i april mellem 1.000 og 7.000 æg i strenge, der vikles omkring plantestængler. Strengene er 1-5 m lange. Når de er svulmet op i vandet, bliver de 5-8 mm tykke. Æggene klækker efter 10-30 dage afhængigt af temperaturen. Nyklækkede haletudser er 3-6 mm. Haletudserne svømmer ofte i stimer. De er sorte og har en mindre finnebræmme end frøernes. Med tiden ændres farven til sortbrun. Haletudserne forvandles til små tudser og går på land fra sidst i juni til hen i september, afhængigt af vandhullets temperatur.

Haletudserne æder mikroskopiske planktonalger, som de filtrerer fra vandet. Små tudser lever især af mider og springhaler. Efterhånden som de vokser, slår de sig på insekter. Voksne skrubtudser lever af alle slags smådyr og kan fx tage regnorme, hvis de møder dem på jordoverfladen. Skrubtudser opdager kun et bytte, der bevæger sig. De er gode til at se i mørke og kan derfor også gå på jagt om natten. 

Længde: Hanner 53-78 mm, hunner 77-120 mm

Æglægning: Fra ultimo marts til medio maj

Antal æg: Op til 7.000 stk. i lange snore

Nyforvandlet tudse: 8-13 mm

Levetid (max): 36 år i naturen

Udbredelse, verden: Nordafrika, Europa og Asien

Udbredelse, Danmark: Over det meste af landet bortset fra enkelte øer

Bestand: Almindelig

Beskyttelse: Fredet. Gullistet. Må i begrænset omfang indsamles til undervisning og forskning

Fjender: Voksne tages pindsvin, grævling, musvåge og kragefugle. Yngel bl.a. af fisk, krebs og vandinsektlarver

Stemme: Svag kvækken

Foto: Valdemar R. Egelund

Ligner i form en skrubtudse, men kendes nemt på de store, grønne pletter, der hver er omgivet af en sort rand. Grundfarven er lysegrå til gråbrun. På oversiden findes en del hudvorter, hvoraf nogle er røde. Hunnerne er i reglen større end hannerne. Stemmen er en lang, fløjtende trille, der har givet arten navnet fløjtetudse. Stemmen høres vidt omkring og tiltrækker hunner til nye vandhuller.

Udbredelse

Grønbroget tudse findes på en del større øer, bl.a. Samsø, Møn, Lolland-Falster og Bornholm. Der findes desuden små bestande på Sydfyn og enkelte steder på Sjælland. Arten er i stærk tilbagegang. Op mod halvdelen af den danske bestand (ca. 10.000 individer) fandtes indtil for få år siden i slambassinerne ved Stege på Møn. I 1999 var der kun en enkelt tudse tilbage. Den primære årsag til denne katastrofale tilbagegang var udsætning af gedder.

Arten er ellers særdeles udbredt. Således strækker dens udbredelsesområde sig fra Nordafrika et stykke ind i Sahara over Mellemøsten til Tibet og op gennem Central- og Østeuropa. Danmark ligger ligesom Sydsverige og Baltikum på den nordlige grænse for artens udbredelsesområde.

Levesteder

Grønbroget tudse findes i mange forskellige slags vandhuller. De skal være solbeskinnede og gerne fri for vegetation. Derfor yngler den ofte i nyopståede vandhuller, fx huller, der opstår i forbindelse med grusgravning og lignende. Den yngler gerne i brakvand. Voksne tudser kan tåle 20 promille salt og ses undertiden svømme i havvand.

Grønbroget tudse kommer frem af vinterdvalen, når det begynder at blive mildt i vejret. Fra slutningen af marts til begyndelsen af april begynder de at søge føde, hvorefter de søger til vandhullerne. Når vandtemperaturen om aftenen har nået 9-10° C, begynder de at kvække (fløjte). Kvækkeaktiviteten er størst i de mørke timer.

Når yngleaktiviteterne er slut, tilbringes resten af sommeren i forskellige områder som marker, diger, strandvolde og drivhuse. Vinterdvalen begynder i september-oktober.

Biologi

I april-maj vandrer grønbroget tudse til ynglestederne. Æglægningen sker normalt i maj, men kan i meget kolde år ske så sent som hen i juli.

Hunnerne kommer til vandhullerne i lune og fugtige aftner, tiltrukket af hannernes fløjten. Når hunnen er besteget af en han, holder parret sammen, indtil æglægningen er overstået hen på næste dags formiddag. Hunnerne lægger afhængigt af størrelsen fra 2.000 til 18.000 æg – det største antal æg hos en dansk padde. Æggene lægges i dobbeltstrenge, der kan være 2-5 m lange og 4- 8 mm tykke. Haletudsernes udvikling tager normalt et par måneder. De forvandles til små tudser fra juli til september.

Haletudserne æder alger og dødt organisk stof, desuden mikroskopiske dyr. De voksne tudser er kun fremme om natten og æder alt, hvad de kan overmande, bl.a. myrer og biller.

Længde: 85 mm

Æglægning: Fra medio maj til medio juni

Antal æg: Op til 18.000 stk. i lange snore

Haletudse, udvokset: 53 mm

Nyforvandlet tudse: 10-19 mm

Levetid (max): 12 år i naturen

Udbredelse, verden: Central- og Østeuropa, Nordafrika, Mellemøsten til Tibet

Udbredelse, Danmark: Sydøstlige dele af landet

Bestand: Relativt sjælden

Beskyttelse: Fredet. Må ikke indsamles

Fjender: Voksne tages af natugler, måger og kragefugle. Yngel bl.a. af rovfisk, krebs, vandinsekter, ænder og andre fugle

Stemme: Fløjtende kvækken

Andre navne: Fløjtetudse

Foto: Marc Vaillant

Strandtudsen er lille, har korte bagben og vortet hud. Den er normalt brunlig, men kan have mørkebrune eller grønlige pletter, der dog ikke som hos grønbroget tudse er omkranset af en sort rand. Ned langs ryggens midtlinje løber en gullig stribe. Nogle individer mangler dog striben og kan forveksles med skrubtudse eller grønbroget tudse. Et kendetegn er da de gulgrønne øjne.

Strandtudsen har en meget kraftig kvækken – blot en enkelt han kan høres en kilometer væk. Kvækkelyden er en snerren, der kan minde lidt om natravnens snurren. Et kor af hanner kan høres flere kilometer væk og kan trække hunner og andre hanner til vandhullet.

Udbredelse

I Danmark findes strandtudsen spredt over hele landet, men er gået meget stærkt tilbage, så udbredelsen mange steder er meget lokal. Den findes på mange af vore øer med undtagelse af bl.a. Læsø.

Strandtudse er udbredt i det sydvestlige og centrale Europa nord for Alperne. Mod øst ligger grænsen i de baltiske lande og mod vest i Portugal og Irland. Danmark og Sverige udgør nordgrænsen for dens udbredelse.

Levesteder

Strandtudsen foretrækker at yngle i lavvandede vandhuller, som tørrer ud i løbet af sommeren. Den yngler gerne i brakvand. Når strandtudsen ofte vælger nyopståede og midlertidige vandhuller, hænger det sammen med, at haletudserne er bytte for vandlevende rovdyr som salamandre og vandkalve og har vanskeligt ved at klare sig i konkurrencen med andre paddearters haletudser. Trods navnet findes strandtudsen også inde i landet, især i gamle grusgrave.

Strandtudser er overvejende nataktive. De gemmer sig om dagen i huller, som de mange gange selv har gravet. De foretrækker områder med bar jord, hvor de nemmere kan få øje på byttedyr. Ofte skifter de fødesøgningsområde med et par ugers mellemrum.

Vinterdvalen begynder omkring 1. oktober.

Biologi

Strandtudserne opsøger ynglestedet fra midten af april, og æglægningen sker fra omkring 1. maj. Æggene lægges som hos andre tudser i lange, dobbelte strenge, der kan blive 1-2 m lange. Da strandtudsens foretrukne vandhuller ofte tørrer ud, foregår udviklingen hurtigt. Æggene kan klække allerede efter 3-4 dage, mens haletudsernes udvikling varer 1½ måned.

Under optimale forhold forvandles haletudserne til små tudser allerede omkring midten af juni. I dybere og koldere vandhuller kan udviklingen tage meget længere tid. Gamle hanner er trofaste over for ynglestedet. Det betyder, at de ligefrem opgiver at yngle, hvis deres vandhul ødelægges.

Strandtudserne søger især føde om natten. Deres fødesøgningsområde er omkring 100 m i diameter. Efter et par ugers forløb vandrer de til et nyt område. De voksne tudser lever overvejende af insekter, mens nyforvandlede tudser æder mindre dyr som springhaler og edderkopper. Haletudser rasper alger og dødt organisk materiale af bunden i vandhullet.

Længde: 43-80 mm

Æglægning: Maj-juni

Antal æg: 3.000-4.000 æg i lange snore

Haletudse, udvokset: 22-30 mm

Nyforvandlet tudse: 7-11 mm

Levetid (max): 17 år i naturen

Udbredelse, verden: Sydvestlige og centrale Europa

Udbredelse, Danmark: Meget spredte bestande over hele landet

Bestand: Sjælden

Beskyttelse: Fredet. Må ikke indsamles

Fjender: Voksne tages af måger og kragefugle. Yngel tages af bl.a. rovfisk, fugle, vandsalamandre og vandinsekter, fx guldsmedelarver

Stemme: Kraftig snerren, minder om natravnens stemme

Foto: Marc Vaillant